top of page

Hotel Phenicia Hestesport Center

 

Efter jeg (Katrine) havde plaget læææænge efter at komme ud og ride på enten kameler eller heste, fik jeg endelig mit ønske opfyldt i søndags. Vores kollega Jackie ville tage os med ud til en rideskole, hvor vi kunne ride et par timer og endda tage hestene med ned langs vandet.

Det første sted vi forsøgte, havde ejeren travlt da han havde ride timer hele eftermiddagen og vi kunne først få tid dagen efter. Jackie insisterede på at vi skulle afsted i dag så han ringede til en af hans venner der også har en rideskole. Der er utroligt mange muligheder her i Hammamet så det er bare med at spørge forskellige steder.

Hans ven havde heldigvis tid til at tage os alle 3 med, og rideskolen ”Hotel Phenicia Hestesport Center” som ligger ved hotellet ”Phenkia”, kun lidt længere nede af vejen. Han tager normalt kun imod elever til rideskolen, men vil gerne gøre undtagelser engang imellem. For at bestille tid skal man kontakte hotellets reception eller tage kontakt til ejeren af rideskolen.

 

Det er en virkelig flot rideskole, hvor man kan se de gør alt for at hestene lever under de bedst mulige forhold. Ejeren fortalte at alle heste bliver redet hver dag, hvis ikke af elever, så af ham selv. Hestene er virkelig hans passion og det skinner tydeligt igennem både når han fortæller men også lærer fra sig.

 

Da vi ankom til rideskolen spurgte han først om vi havde reddet før og hvor vant til heste vi var. Før vi kunne tage til stranden med hestene skulle vi ride på ridebanen, både for at varme hestene op og vænne dem til os og omvendt, men også så han kunne se hvordan vi håndterede dem. Selvom jeg ikke rider så tit, vænnede jeg mig hurtigt til min hest, Yasmine, og ville gerne i gang med at trave og galopere. Pernille var ikke så tryg ved situationen, og fik derfor lov til at tage det stille og roligt mens læreren hjalp og holdte godt øje med hende.

 

Det var helt fantastisk nede ved vandet!! Vi var virkelig heldige med vejret, der ellers skifter lidt hernede, så det kunne ikke være en bedre dag til en ridetur på stranden.

Vi fik både lov til at trave og galopere dernede og jeg kan ikke forestille mig noget bedre – det var helt fantastisk. På vej tilbage til rideskolen red vi op imellem træerne, hvor vi havde en flot udsigt over stranden. Perfekt sted til en tiltrængt pause.

 

Da vi kom tilbage tog han sig af hestene og vi takkede for en dejlig eftermiddag, Han fortalte at vi altid er velkomne til at komme tilbage, både for selv at ride men også for at se ham ride, springe og lave shows.

Prisen for to timer er 60 DT, hvilket svarer til 203 DKK. Det er dermed ikke noget vi har råd til at gøre hver søndag, men vi skal helt sikkert afsted igen.

 

Adresse: Avenue Moncef Bey, Hammamet, Tunisia 

 

Telefon: 98 604 676

 

Facebook: https://www.facebook.com/PheniciaEquestrianCenter

 

bottom of page